Hvornår har man haft et godt kursus? Som deltager eller arrangør?

Det spørgsmål stiller jeg mig selv før, under og efter et gennemført forløb, uanset om det varer 1,5 - 2 eller 5 timer. 

Kan underviseren mærke det selv? Kan kunstterapeuten læse det i de producerede undersøgelser?

Personligt er et godt kursus både overraskende og udfordrende. Men mange mennesker kan egentlig bare bedst li at lykkes.

Så hvordan skruer man så et lille forløb sammen, der både udfordrer, overrasket og lykkes? 

En af mine faste kursister fortæller, at hun helt har sluppet ideen om at lykkes eller at “forstå” de stillede opgaver. “Nu går jeg bare i gang”, siger hun, “så dukker der altid noget op bagefter”. “Men aldrig det jeg troede, imens jeg arbejdede”.

Overraskelsen ligger altså ikke lige der under selve kurset, men gemmer sig og venter på at blive opdaget, når man er i ro igen. 

Derfor ved jeg jo aldrig om det lykkes at overraske; for opdagelsen ligger uden for kurset.

I sommeren 2024 var jeg selv kursist; og jeg får stadig både ny inspiration og overraskelser her 2 år efter. 

Kreativitet er en “muskel”, der kan trænes - også når man ikke bruger den.

Tvivlen er dens tætteste allierede, og det er faktisk også dens motor. 

Men hvem har lyst til at mødes med tvivl og fortrydelser på daglig basis? Og Sku det være sjovt? 

At være kreativ er undersøgende adfærd uden mål. 

Og det “lykkes” faktisk sjældent lige imens man arbejder med det.

Men ligesom min stabile kursist forklarer det; man opdager det faktisk først senere.

Derfor fortsætter jeg med mine kreative kortslutninger - og lader overraskelserne gemme sig; i håbet om at de bli’r opdaget senere.