Skitser som metode

Et anslag, en streg, en tone, en begyndelse ...

jeg elsker skitser og skitsebøger; på museer er det mit fortrukne go to. Er kunstnerens skitsebøger åbne? 

På Substack følger jeg Andrea Hejlskov, der skriver i skitseform. 

Det er det ufuldendte, det undersøgende og det nøgne i ord eller billeder jeg forbinder mig til.

Min barndoms utallige ture på Skagen Museum, førte mig op under loftet, hvor skitsebøgerne lå åbne, men i lukkede montre. Kustoder eller museumsfolk bladrede lidt i bøgerne, så jeg ku’ være heldig at se flere forskellige opslag i løbet af hver sommer.

I skitsebøgerne mødte jeg mig selv som “tegner”.  Modsat var det med de overdådige malerier, i selve museet, hvor jeg tabte mig selv i; for i Anna Anchers små studier at genfinde mig selv.

Det frie i skitsen passer mig godt. 

Jeg lever med i stregen; jeg gætter på en retning og resultatet er åbent for mig. Jeg føler mig bare meget mere mødt og elsket i små ufærdige skitser. 

Jeg holder af skitser som Dan Turell holder af hverdagen. De glimrer ved deres fravær af endelighed.

Mine egne anstrengelser som udøvende og som kunstterapeut forklædt som kursusarrangør; er at få skitsen helt ind i hjertet af min egen og mine deltageres kunstneriske aktiviteter. Det endelige resultat bliver for ofte dømt uretfærdigt hårdt og på de helt forkerte præmisser.

Jeg optager heller ikke alle mine tanker eller samtaler med folk og forventer at de kan udsendes som podcasts eller artikler. 

Skitser og kreativitet, som metode, er 2026’s vinkling, hvis det har interesse for andre.